Kosmosklubben fangede lyset

Der var stor interesse for at lære mere om lyset og dets hastighed den 19. marts 2022 – Kosmosklubbens første fysiske arrangement i lang tid.

Her havde astronom og museumsinspektør Lars Occhionero inviteret Kosmosklubben ud til Kroppedal Museum Taastrup tæt ved Ole Rømers gamle observatorium. Ole Rømer var den, der opdagede det, han kaldte “lysets tøven” eller rettere lysets hastighed.

Kosmosklubbens små kosmonauter forsøgte at gentage nogle af de forsøg, hvor man mere eller mindre vellykket gennem tiden har prøvet at måle lysets hastighed.

Det blev til et par sjove timer med mange overraskende opdagelser for store og små, hvor der undervejs også var tid til at spise is fra museumskiosken.