29/1-23 i Rundetårn:
Lær at se på stjernehimlen

Fik du en stjernekikkert i julegave og vil du gerne lære at bruge den?
Eller overvejer du at købe en kikkert?
Eller vil du bare gerne vide, hvad du kan se på stjernehimlen?

Så er årets første arrangement i Kosmosklubben noget for dig!
Her er vi så heldige at få lov til at være i Rundetårn midt i København.

PROGRAM
16:00: Hør astronom Lars Occhionero fortælle om, hvad du kan se på stjernehimlen og hvordan
16:45: Stjernekikkert-ekspert Ole Berg Nielsen giver råd og vejledning om at samle, bruge eller købe en stjernekikkert
Til sidst går vi op i Rundetårns observatorium, hvor vi måske kan se stjernehimlen i kikkerten, hvis vejret tillader det. 
Arrangementet slutter 17:30.

Sted: Bibliotekssalen i Rundetårn, Købmagergade 52 A, 1150 København K

Målgruppe: Børn fra 6-12 år.

Pris: Gratis – men tilmelding er nødvendig

Tilmelding: FYLDT – VENTELISTE OPRETTET
Tilmeld dig hos Julie på js@astronomisk.dk med barnets navn og alder senest fredag den 27/1 kl. 12. Skriv ‘stjernekikkert’ i emnefeltet.
Husk at melde afbud, hvis du alligevel ikke kan komme, så en anden kan få din plads.

OBS! Max én medfølgende voksen pr. barn, da der er meget begrænset plads

Kosmosklubben fangede lyset

Der var stor interesse for at lære mere om lyset og dets hastighed den 19. marts 2022 – Kosmosklubbens første fysiske arrangement i lang tid.

Her havde astronom og museumsinspektør Lars Occhionero inviteret Kosmosklubben ud til Kroppedal Museum Taastrup tæt ved Ole Rømers gamle observatorium. Ole Rømer var den, der opdagede det, han kaldte “lysets tøven” eller rettere lysets hastighed.

Kosmosklubbens små kosmonauter forsøgte at gentage nogle af de forsøg, hvor man mere eller mindre vellykket gennem tiden har prøvet at måle lysets hastighed.

Det blev til et par sjove timer med mange overraskende opdagelser for store og små, hvor der undervejs også var tid til at spise is fra museumskiosken.

19. marts 2022: Lysets fart

Ole Rømer Skulptur ved Kroppedal Museum

Næsten 300.000 km/s eller 7½ gang rundt om Jorden på blot 1 sekund! Så hurtigt er lyset! Faktisk er lyset det hurtigste i universet. Men hvordan måler man så høj en fart?

Allerede i 1676 lykkedes det videnskabsmanden Ole Rømer at måle lysets hastighed, eller ”Lysets Tøven” som han kaldte det. Han benyttede sig af, at selvom lys er meget hurtigt, er afstandene i universet så store, at de får selv lys til at føles langsomt. Han kunne derfor bruge den store afstand til Jupiter og dens måne Io til at måle lysets hastighed.

I dag kan vi måle lysets hastighed på flere forskellige måder, både med Jupiter og Io; lasere og spejle; og chokolade og mikrobølgeovne. Hvordan det? Det kan du finde ud af ved at deltage i Kosmosklubbens arrangement om Lysets Fart.

Her vil vi prøve at måle lysets fart, hvordan lysets fart gør, at vi kan se tilbage i tiden og se hvordan lysets fart er en nøgle til at forstå, hvad lys er, og første brik i den helt moderne fysik.

Tid: 19. marts kl. 14-16

Sted: Kroppedal Museum, Kroppedals Alle 3, 2630 Taastrup

Målgruppe: Børn fra 4-12 år

Tilmelding (og evt. afbud) senest 18. marts kl. 12 til Julie Søgaard på js@astronomisk.dk – skriv antal deltagere, deres navne samt alder på børn i mailen. Maks 2 medbragte voksne pr. barn.
I emnefeltet skal man skrive “Lysets fart”