Lær at se på stjernehimlen

Du elsker at kigge op på nattehimlen og nyde synet af planeter og de uendelig mange stjerner. Men hvad er det egentlig, du kigger på? Hvordan finder du frem til de forskellige stjernebilleder, planeter og andre objekter på himlen? Og hvilket udstyr skal du bruge?

Det kan du lære i Kosmosklubben den 17. januar kl. 16:30, hvor vi mødes på Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej i København.

Vi starter indendørs en times tid (lokalenummer følger), hvor astronom Michael Quaade vil guide os gennem årstidens stjernehimmel og det udstyr, vi skal bruge. Tag gerne din egen stjernekikkert med!

Hvis vejret er til det, går vi udenfor i Fælledparken, hvor vi kan se nærmere på Månen, dobbeltstjerner som f.eks. Albireo, Castor, Mizar/Alcor eller Almaak, Oriontågen og måske Messier 31 og Ringtågen – og hvad vi ellers kan se.

Tid: 17. januar kl. 16:30
Sted: Niels Bohr Institutet, auditorium A, Blegdamsvej, København. 

Arrangementet er gratis og målrettet børn fra 5 år og op, men voksne (over 18 år) ifølge med børn er velkomne. 

 

Astronomiske aktiviteter for børn i efterårsferien 2015

Ferier byder ofte på astronomiske aktiviteter for børn og voksne i hele Danmark. Kosmosklubbens ferieoversigter plejer at være meget populære, så naturligvis får du også en over efterårsferien 2015:

Jylland

Orion Planetarium
I skolernes efterårsferie har vi åbent hver dag fra lørdag d. 10. oktober til og med søndag d. 18. oktober, alle dage kl. 10.30-16.30, så der er rig mulighed for at opleve den flotte stjernehimmel i planetariesalen, hvor der er fuldt program med fem forestillinger hver dag.

Steno Museet
Hver dag i hele efterårsferien kan man blive opdagelsesrejsende på Steno Museet. Man kan bl.a. lære at finde vej med stjernerne hver dag kl. 11, 13 og 15 i Planetariet

Sjælland

Fanefjord Skovpavillon (Møn)
Den 16. og 17. oktober inviteres alle astronomiinteresserede til at komme og spise efterårets aftensmåltid, inden vi begynder observationerne kl. 20:30, hvor Månen er ved at gå ned og stjernerne tændes på aftenhimlen. En usædvanlig mulighed for at stå på de gamle danske gravhøje og betragte den stjernehimmel som ser nøjagtig ud som den så ud for dem som anlagde gravhøjene. Hvis det ikke bliver stjerneklart vil pensioneret astronom fra Brorfelde, Hans Jørn Fogh Olsen, vise nogle af de helt enestående resultater som er skaffet ved hjælp af Hubble rumteleskopet, som netop fylder 25 år i år. Bordbestilling til denne stjerneaften 55 81 73 67

Wieth-Knudsen Observatoriet
Næste åbent hus: lørdag  10. oktober kl. 20 – 23
I anledning af efterårsferien starter vi en time tidligere af hensyn til børnenes sengetid.

Efterårsferien på Brorfelde Observatorium
Hvilke stjernebilleder kan vi se på himlen lige nu? Og hedder Karlsvognen egentlig Karlsvognen, fordi den er fyldt med julebryg? Kom ud på Brorfelde Observatorium i efterårsferien og få svar på dine spørgsmål. Vi finder vores teleskoper frem og åbner op for Schmidt-kikkerten, så vi rigtig kan komme tæt på stjernerne.
Vi lover stjernegaranti!  Vi holder 5 stjerneaftener fra tirsdag d. 13. til lørdag d. 17. oktober, fra kl. 19:00-22:00. Billetterne købes på Greenticket.dk

Brorfeldes Vennekreds
Offentlig forevisning onsdag den 14. oktober kl. 19.00 i værkstedsbygningen.

Kroppedal Museum
Stjerneaften onsdag den 14/10 kl 18:30 og andre aktiviteter i løbet af ferien.

Rundetårn
Tårnets observatører stiller den store stjernekikkert skarpt på Månen, Albireo og Plejaderne i månederne frem til december. 12.-15. oktober kl 19-21 ser de på Albireo og Plejaderne.

Tycho Brahe Planetarium
10.-18 oktober – alle dage fra 10.30-16.00
I et nyt raketshow vil vi gennem raketopsendelser og eksplosioner finde ud af, hvad der skal til for at sende raketter ud i rummet. I samarbejde med Virtual Reality Denmark kan du i hele efterårsferien komme på en rejse gennem vores solsystem med virtuel reality briller. Brillerne er gratis at prøve, når du har købt billet til en film eller til udstillingen.

Rundt omkring i landet kan du også finde planetstier, amatørastronomer m.m. – og så kan du lave din egne forsøg. Find dem i vores hæfte Astronomisk Guide

Kender du til flere arrangementer i efterårsferien? Så skriv til Julie Søgaard 

Astronomiske aktiviteter i sommerferien 2015

Kan du ikke undvære astronomiske input i din sommerferie? Så har Kosmosklubben lavet en liste over astro-aktiviteter for børn og voksne i hele landet i sommerferien 2015:

Jylland

“Sommer og stjerner” på Steno Museet
I sommerferien kan I høre fortællinger i planetariet om  gamle stjernebilleder og moderne astronomi. Vi viser forestillingen ‘Sommerstjerner’ alle åbningsdage kl. 12 og 14. Rundt på museet foregår der også aktiviteter. De mindste i familien kan lave astronauttræning, og de lidt større børn kan i aktivitetshæftet Astro-nørd hjælpe de to børn Luna og Storm, der drømmer om at rejse ud i rummet.

Ferieaktiviteter på Orion Planetarium
Her kan du lave stjernekort, høre om, hvordan en kikkert fungerer og hvis det er klart vejr, skal vi naturligvis observere Solen. Oplev sommerens stjernehimmel med stor forstørrelse. Vi starter med introduktion indendørs og vil bruge kikkerter og teleskoper efterhånden, som det bliver mørkere.

Silkeborg Højskole: Sommerkursus om det gådefulde univers
På kurset beskæftiger vi os også med astronomi i bred forstand: fra at kunne finde vej på himlen, over det videnskabshistoriske og frem til de allernyeste opdagelser og erkendelser. Undervejs møder vi forskere og diskuterer deres arbejdsresultater. Vi laver sol-observationer, kigger i astronomiske kikkerter, får hjælp til praktisk stjernekiggeri osv. Hver dag rummer desuden en både astronomisk og mytologisk introduktion til ”dagens stjernebillede”.

Fyn

Amatørastronomisk Selskab Fyn: Stjerneskud
Der kræves intet udstyr udover øjnene for at se stjerneskud. En almindelig prismekikkert kan dog med fordel medbringes. En liggestol eller et tæppe er ligeledes anbefalelsesværdig, for i tilbagelænet stilling kan man overskue en stor del af himlen.
Ons. d. 12. august 2015, kl. 22. (Fri entré)
Stige Ø, Østre Kanalvej, Odense C

Sjælland

Wieth-Knudsen Observatoriet
lørdag 4. juli kl 11-15 og 23-24. Vi ser på Solen om eftermiddagen og på nattehimlen hen mod midnat. Ud over Solen kan vi om dagen se planeten Venus i 40cm kikkerten.
Lørdagene 18. juli i Gilleleje og 25. juli i Tisvildeleje, begge dage kl. 11-15
Observatoriet stiller op på stranden og viser Solen frem i den dobbelte solkikkert.
Solobservation ved Kildemarkedet i Tisvilde og aftenobservation på observatoriet:
lørdag 1. august kl 12-18 på Kildemarkedspladsen i Tisvilde
lørdag 1. august kl ca. 22 på observatoriet efter koncerten
lørdag 2. august kl 10-16 på Kildemarkedspladsen i Tisvilde

Kom tættere på stjernerne på Brorfelde Observatorium
I sommerferien åbner vi op til en udstilling i de gamle kupler, der fortæller om stjernerne og livets gang på observatoriet. I Værkstedet arbejder vi videre med Rummet, og her kan du gå på opdagelse i rumudstillingen og være med til aktiviteter for hele familien

Kroppedal Museum fejrer New Horizons ankomst til Pluto
For at markere New Horizons møde med Pluto vil vi her på museet have dagen d. 14/7 dedikeret til Pluto og de andre isklumper som markerer solsystemets grænse. Vi vil følge live mens NASA tæller ned til nærkontakten og se de billeder New Horizons har taget indtil videre, snakke om hvordan disse legemer måske kan indeholde svar på vigtige gåder om solsystemets, Jordens og livets oprindelse og alt dette vil vi gøre mens vi nyder sommervejret.

Tag på Tycho Brahe Planetarium og se Solen, som du aldrig har set den før.
Vi kigger på Solen genne vores solteleskop, og tester om solcreme overhovedet beskytter huden for UV stråler.
Samtidig kan du i sommerferien besøge vores mini-udstilling om Danmarks eneste amatør-raketbyggere Copenhagen Suborbitals, der har udlånt en række instrumenter fra deres ambitiøse projekt.

Rundetårn
Observatoriet er åbent hver søndag i skolesommerferien 13-16 (28/6-9/8), her kan du se nærmere på Solen gennem den store stjernekikkert.

Roskilde Museum (kun for voksne)
Gør dig parat til at opleve meteorregnen Sankt Laurentii tårer, der kun få aftener i august oplyser nattehimmelen som hundredvis af stjerneskud. I samarbejde med Brorfelde Observatorium inviterer Roskilde Museum til et unikt aftenarrangement i kirkeruinen Sankt Laurentius.